Hjælp til unge

Det at være ung medfører ofte høj grad af usikkerhed og utryghed. Pludselig virker alt det, der før var trygt og forudsigeligt, utrygt og bliver uforudsigeligt. Hormonerne pisker rundt i kroppen, følelserne bliver meget stærke og kan til tider virke skræmmende.

Pludselig mødes du med langt flere krav og forventninger fra både forældre, skole og samfundet. På den ene side skal du være meget selvstændig og kunne alt, og på den anden side fortsat opleve, at dine forældre eller lærere blander sig i dit liv.
Sociale spilleregler og måder at være sammen på ændrer sig, så det ikke længere er nok bare at være god til at “spille fodbold” eller have kaniner i haven. Samvær med venner, klassekammerater og kærester bliver pludselig mere komplekst og kan komme til at fylde meget mere. Det bliver endnu vigtigere at føle sig accepteret af fællesskabet.
Du bliver måske påvirket af hele influencer-bølgen om, hvordan det “perfekte liv” bør være, og begynder måske at få den tanke, at der er noget galt med dig og dit liv, da det ikke er, som det bliver fremstillet i hele SoMe-kulturen. Måske oplever du at måle din sociale status på antal likes, eller måske begynder du at ændre på den måde, du ser dig selv på, og begynder at overtræne eller ændre på dit spisemønster, ændre dit selvbillede af, hvem du er, og hvordan du ser ud, og ender måske med at trække dig socialt, blive trist og endda begynde at selvskade.


Mange oplever ikke at kunne tale med sine forældre, da disse ofte glemmer at lytte og i stedet bliver sure eller skrider til handling for at løse problemet.

Måske undlader du at tale med dine venner, da du ikke tør risikere at ødelægge det ”glansbillede”, de har af dig, og om hvordan de tror, du har det.
Når du som ung er alene med dine tanker og følelser, bliver de ofte meget forstærket og til tider svære at håndtere. At være ung og føle sig forvirret, forkert og fortvivlet er ofte helt normalt, selv om de føles skræmmende. Det betyder ikke nødvendigvis, at du er deprimeret eller har udviklet angst.
I sådanne situationer kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog, som kan hjælpe dig med at kunne rumme, håndtere og bearbejde disse følelser. Sommetider bygger disse tanker og følelser ikke på konkrete situationer, men på tidligere erfaringer med svære livsomstændigheder og psykiske udfordringer. En psykolog vil kunne hjælpe dig til forståelse af det, du oplever, de tråde det måske trækker til tidligere erfaringer, og med sammen med dig at vurdere, om de følelser og tanker, du har om at have udviklet en diagnose, er helt normale, eller om de har udviklet sig til noget, som kræver en særlig form for hjælp.


Hos mig bliver du mødt som den, du er, bliver lyttet til og taget alvorligt, og sammen taler vi om og lægger en plan for, hvad der skal til for at hjælpe dig.
Er du under 18 år, er jeg forpligtet til at have et samtykke fra dine forældre om, at vi må tale sammen, men det betyder ikke, at de bliver orienteret om, hvad vi taler om.
